Bare sådan lige. Partiet fra sidste runde af Senior-VM kører stadig rundt i baghovedet. Ja, sådan er vi skaknørder bare.
Undrer mig stadig over at jeg ikke kunne få mere ud af Vaganians ret så alternative åbningsspil. Men måske er han kreativ og nyskabende? Altså: I Nimzo-indisk skal man efter 4. e3 bare knalde på c3? Øhhh...ja-jo...har stadig svært ved at tro på det, men bevise at det er dårligt kunne jeg ikke....Kan andre?
Ahhhhh...hjemme igen i Rønne efter små to uger i Bukarest til senior-VM. NU skal der købes ind og laves mad i mit eget, kære køkken!
Turneringen gik absolut ikke som jeg havde håbet, men slutresultatet (se slutstillingen nedenfor) er dog ikke nogen katastrofe. Faktisk var det kun små marginaler der skilte mig fra en væsentlig bedre placering.
Nederlaget i sidste runde mod Vaganian var OK, i det parti var der simpelt hen noget jeg ikke forstod så godt som ham. Men nederlagene mod Povah og Sveshnikov var rigtigt dumme - her er der åbenlyse fejl der skal arbejdes med.
Om dette senior-VM generelt: Feltet er efter min opfattelse blevet væsentlig bredere siden jeg sidst var med i 2015. Det gælder både internationalt, geografisk og styrkemæssigt. Rigtigt dårlige modstandere får man ikke mere.
Og turneringen er stadig og endda endnu mere en fin oplevelse på det skaksociale plan. Masser af samvær med gamle skakvenner, og så møder man selvfølgelig også nye mennesker der så snart også bliver til gamle ditto. Senior-VM kunne afvikles på bagsiden af månen, jeg ville stadig elske at være med.
MEN...ret meget af Bukarest og Rumænien fik jeg ikke set. Hotellet var såmænd ganske OK, om end med små fejl og mangler. men omgivelserne var dødssyge, stort set kun med meget, meget trafikerede veje og temmelig langt til den vist nok charmerende bymidte. Nå, sådan er det nogle gange til skakturneringer.
Men jeg savnede altså gode slentreture med dybsindige ophold på filosofibænke. Nå, jeg kommer igen!
Slut på Senior-VM. Tabte i sidste runde til Vaganian, og det kan man godt være bekendt. Han vandt dermed +65 VM. Jeg endte uden for præmierækken. Skakligt ikke nogen god turnering for mig, men som altid en fin oplevelse på det skak sociale plan. Ret meget af Bukarest fik jeg dog ikke set. Men jeg kommer igen til næste år i Assisi, Italien, ikke mindst fordi jeg der har en friplads.
Senior-VM +65 Bukarest 10.runde: Vandt i god stil med sort over IM Herman C. van Riemsdijk fra Brasilien. Korrektion til det tidligere skrevne: Vi spillede remis ved OL i Saloniki, 1984, ikke Novi Sad 1990, så er det på plads. Han er vel ikke så stærk som tidligere, men har faktisk gjort det fint i denne turnering.
Og nu har jeg så 7½ af 10 og ligger pænt fremme i feltet. Chancen for at vinde VM er dog meget små, helt ude i de yderste, teoretiske kandestøberier. Men en god placering kan det godt blive til.
Møder i sidste runde med hvid forhåndsfavoritten GM Rafael Vaganjan fra Armenien. Ham har jeg spillet med tre gange før og kun fået EN remis, så det er vel på tide med revanche...
Så der skal SPILLES - som altid!
Senior-VM +65 Bukarest, 9.runde: Vandt i nogenlunde god stil over 85-årige Boris Gruzmann fra Tyskland, tidligere Sovjetunionen. Ham vandt jeg også over i sidste runde af senior-EM, og partiet blev nærmest på samme måde: Han spillede den samme, noget tvivlsomme variant i kongeindisk, jeg fik tidligt godt fat, men det tog næsten fem timer at få ham helt ned. En sej ældre herre, må man sige.
Og i dag møder jeg i 10.runde Herman van Riemsdijk fra Brasilien som har været fast deltager ved disse VM i mange år, flere år end mig. Vi spillede remis ved OL i Novi Sad i 1990, men ellers er vi kun mødtes til diverse hyggesnakke gennem årene. Nå, ikke andet at gøre end at banke ham, så er jeg stadig med i kampen om de gode slutplaceringer. Men han gør nok modstand:)
Senior-VM +65 Bukarest 8.runde. Tabte er rigtigt dumt parti til Sveshnikov. Havde i ChessBase fundet nogle notater om og analyser af en variant jeg havde lavet for en del tid siden. Og det var mod Sveshnikovs elskede Alapin mod siciliansk. Og det spillede jeg så frisk og frejdigt, uden at have tjekket det ordentligt. Sveshnikov tænkte sig godt om - ca. 20 minutter - og fandt så det der nærmest gendriver min ide.
Det mindede mig om det parti jeg tabte til samme modstander i Aalborg 2018. Spillede noget jeg troede var smart mod hans Semi-slaw. Bagefter sagde han: "Jens, I analyzed this 40 years ago!". Og SÅ vedtog jeg med mig selv at SÅDAN skal man ikke spille mod Sveshnikov, men det havde jeg så glemt i mellemtiden. Nå, det er nok bare rutinen jeg mangler...
I dag møder jeg så Boris Gruzmann, russer fra Tyskland. Han er ca. 85 år og jeg slog ham i sidste runde af EM, men nemt var det ikke. Men jeg vil da prøve at gentage succésen.
Senior-VM +65 Bukarest 7.runde: Vandt over svenske Lars Blomström, dog efter mere end 5 timers hårdt slid. Havde tidligt godt fat i ham, men var igen-igen for vallen i eksekutionsprocessen. Spillet er stadig ikke helt i top, men jeg har altså nu 5½ points, såååå....
Og i dag møder jeg så GM Sveshnikov. På en måde starter turneringen først nu for alvor for mig. Ellers også slutter den:)
Senior-VM +65 Bukarest, 6. runde: vandt i god stil over norske Harestad. Partiet var et godt eksempel på hvor galt det kan gå hvid mod Leninggrad-hollandsk efter nogle få unøjagtigheder.
Ligger således stadig pænt med i toppen. I dag i 7.runde møder jeg svenske Blomstrom. Og så tager vi den der fra - som altid!
Fridag her ved Senior-VM i Bukarest. Formiddagen gik med en ekskursion til parlamentsbygningen der skulle være en af verdens største og tungeste. Vi skulle vise pas for at komme ind, og det tog ca. en halv time. Jeg var en af de sidste, og så fik jeg at vide at jeg ikke stod på listen!?!?!? Ha! Sammen med nogle andre i samme absurde situation tog jeg så en taxa tilbage til hotellet. Men selve bygningen var da imponerende...og så gik der da et par timer med det.
Ret meget har jeg således ikke set af Bukarest endnu, men jeg kan da konstatere at man her har nogle MEGET store bygninger, i høj grad når det kommer til lejekaserner. Nåja, det er vel arven efter den reelt eksisterende socialisme hvor jeg ofte hørte den slags beskrevet således: "Nicht schön, aber notvendig..."
Og så får I ellers udsigten fra mit hotelvindue...
Hotellet er såmænd helt OK, men internetforbindelsen er mildest talt sporadisk. Derfor de forholdsvis korte beretninger.
Senior-VM +65 Bukarest, 5. runde: Total øvverbøvs efter det værste drop jeg har lavet i årevis.
Spillede ellers det bedste skak hidtidig i turneringen mod engelske IM Povah. Han var blevet helt bustet som sort i Ben-Oni og der var gevinst på flere, om end ikke ganske trivielle måder.
Men SÅ holdt hjernen op med at fungere, kunne pludselig slet ikke holde styr på varianterne, så nærmest alt i en tåge. Nå, jeg havde rigeligt med tid tilbage, så det rigtige i sådan en situation er selvfølgelig at læne sig tilbage, tage nogle dybe indåndinger, kigge på de nydelige kvindelige arbiters, tænke på aftensmaden og den gode vin man skal have dertil...og SÅ igen prøve at fokusere!
Man skal i hvert fald ikke gøre som jeg gjorde, trække hurtigt og impulsivt, for det går vel nok. Pludselig var jeg så en kvalitet under og partiet var ikke til at redde. Nå, jeg mangler vel stadig noget rutine...
OK, godt der er fridag i morgen. Og turneringen er stadig meget åben.
Senior-VM +65 Bukarest, 4.runde: Uhadadadada, jeg var hårdt presset af russiske Filipenko, men holdt remis efter 5 timers heroisk fight. Han overraskede mig med en gammel, sjældent set variant mod min klassiske sicilianer, Lb5 fulgt af Lg5. Og det kunne jeg så ikke rigtigt finde ud, men HELT nede var jeg vist aldrig.
Nu er der kun to med maksimale 4 ponts, Garcia Palermo og Fernandez, men dem tror jeg ikke står distancen. Så ballet er stadig helt åbent.
I morgen møder jeg engelske IM Povah - stakkels ham!
Og så er der ellers fridag på søndag. Håber endelig at få set andet af landet end det ellers udmærkede hotel.
Senior-VM +65 Bukarest, 3. runde: Vandt i nogenlunde god stil over tyske Michael Schulz. Han spillede en variant mod min kongeindisk i forhånden som jeg tidligere har haft problemer imod. Men hvad havde han troet? Selvfølgelig havde jeg fået den repareret, skulle dog lige grave det frem fra baghovedet jeg var kommet på for nogle år siden. Men så kørte det ellers.
I +65 er der stadig ti spillere med maximum, altså 3 points. Det varer således stadig nogle runder før de rigtigt seje topopgør kommer. Så må jeg bare håbe at være involveret i dem. Egentlig har jeg spillet godt nok, bare for upræcist i eksekutionsfaserne.
I 4.runder møder jeg den russiske IMer Alexander Filipenko på 2250. Og så tager vi den der fra...
Senior-VM Bukarest, 2.runde: Vandt, men ikke i ganske overbevisende stil over en anden dansker, Søren Rix fra Fredericia. Havde ellers tidligt godt fat i ham, men fik kludret gevaldigt i det. Mod slutningen havde han fortsættelser der ville føre til remis, men så var det heldigvis hans tur til at kludre.
Da han havde været under pres det meste af partiet, er der dog en vis retfærdighed i dette. Men mit spil skal være væsentligt mere præcist, hvis jeg skal vinde over de rigtigt gode.
Nå, det kommer måske, eller også gør det ikke...
Senior-VM 2019, Bukarest, første runde: Jeg spiller altid dårligt i første runde af disse turneringer, og sådan var det også i dag.
Men jeg spillede alligevel godt nok til at vinde over spanske Buxade på ca. 2000. Men jeg fik altså givet ham nogle chancer undervejs, og det går ikke i længden. Nå, man må vel lige have lov til at akklimatisere sig.
Fik ellers sovet godt og længe i dag, næsten ingen morgenmad, men dog lidt kaffe. Og så en lille spadseretur i nabolaget med Poul Erik og Holst, og man må konstatere at kvarteret omkring hotellet ikke er særligt spændende, snarere temmelig dødssygt. Men hotellet er OK og lige så turneringen, og det er jo det vigtigste.
Optakt:
Vel ankommen til Bukarest, Rin Hotel. Vejret godt, maden OK, pigerne kønne, øllet billigt OG så er der jo....
Balashov, Sveshnikov, Waisser, Jansa, Pavlovic, Piasetsky, Renman, Vaganjan, Åkesson, Karasson, Bjarnasson, Garcia Palermo, Kaegin, Okhotnik, Chevelewitch med flere, med flere OG - ikke mindst - 14-15 andre danske skakvenner.
Men..."You can´t please everybody, so you gotta please yourselfe..."
Det skal nok blive godt.
Jens Kristiansen